Raw Food caféen “SimpleRAW” – Anmeldelse

SimpleRAW er fantastisk – her lander du i hjertet af Vesterbro med smagsoplevelser, der giver traditionel fastfood baghjul.

Sted: Oehlenschlægersgade 12, 1663 København V
Åbningstider: Mandag – Fredag 07:00 – 20:00, Lørdag: 10:00 – 18:00, Søndag: 12:00 – 18:00

SimpleRAW åbnede i oktober 2010

På hjemmesiden www.simpleraw.com kan man tjekke caféen ud  og udforske menukortet online

SimpleRAW har lanceret et menukort, der baserer sig på konceptet Raw Food. Raw Food er mad, hvor ingredienserne er naturlige og uden forarbejdning. Hos SimpleRAW  er råvarerne  biodynamiske og økologiske hele vejen rundt. Der er virkelig tænkt over tingene, for caféen bestiller helst sine grøntsager på Sjælland, så transportvejen er kort og friskheden i top. Menukortet vil skifte hver 3 måned, så retterne kan laves på årstidens bedste og mest næringsrige grøntsager.

Menu:

Caféen byder på alt lige fra små starters som rødbederuller, humus og grov pesto til diverse salater og sandwiches. Der kan bestilles sideorders som dressinger og snacks. SimpleRAW´s menu indeholder også desserter som chokoladekage, blåbærkage og citronfromage.

Af drikkevarer byder sundhedscaféen på  juices af både frugt og grøntsager. Som eksempler kan nævnes ingredienser som grape, selleri, æble, peberfrugt, rødbede, ingefær og mango.

Et alsidigt menukort med bud på noget til enhver lejlighed.

Priserne ligger på 25 kr for snacks, 65 kr for salater og sandwiches og 25 kr- 45 kr for desserter. Alle juices koster 38 kr og en RAW smoothie koster 46 kr.

Priserne er meget fine taget i betragtning at alt er økologisk og biodynamisk.

Jeg tog på besøg hos SimpleRAW, da jeg havde fri fra arbejde i dag. Jeg skulle have frokost og var ret så sulten. Havde dog mine bekymringer på vejen om maden nu kunne mætte lige så godt som mine normale frokostrugbrødsmadder.

Caféen ligger i Oehlenschlægersgade 12, et par numre fra selve Vesterbrogade. Man skal kende stedet for at støde på det, da der ikke ligger andre butikker lige op af caféen. Til gengæld er der masser af liv og shoppingmuligheder på Vesterbrogade lige om hjørnet fra caféen. Et skønt område præget af liv og god stemning.

Caféen har en rimelig stor facade ud til gaden med store vinduespartier og allerede inden man går ind, fornemmer man god stil. Caféen er total nyrenoveret med et organisk træ-look, som henleder tanken på bæredygtighed. Disken er åben og man har et fint overblik ud i caféen fra de små træbænke i den ene side. Caféen er mindre men indretningen er åben og lys og det hele virker umiddelbart større end det måske er.

Under mit besøg fik jeg:

  • En sandwich af italiensk brød med bla. salat, humus og rødbede. Brødet er lavet af tørrede paranødder, hørfrø, boghvede, tørrede tomater, gulerødder, løg, hvidløg og krydderier.
  • En juice af gulerod, æble og peberfrugt
  • Et stykke chokoladekage med en skøn bund af dadelmasse (midterste kage i billedet)

Det smagte absolut fantastisk –  Det giver topkarakterer, at en sandwich lavet af ovenstående ingredienser kan give en smagsoplevelse og en så stor glæde ved måltidet, som den gjorde. Det visuelle udtryk var i top, serveringen så indbydende ud og sandwichen var faktisk et lille fast-food-kunststykke i sig selv. Juicen var sød og lækker og tilpas i konsistensen.

Måltidet bestående af sandwich og juice mættede helt og aldeles på den gode måde. Dog kunne mine øjne ikke stå for alle de lækre kager og desserter, der stod opstillet i køleskabet i caféen. Jeg måtte prøve en af dem og afsluttede med chokoladekage. Det er faktisk den bedste Raw kage jeg har smagt til dato. MUMS!

Jeg gik derfra med en lille delikat gennemsigtig pose med italienske brød til 39 kr. Jeg  kunne ikke komme hjem uden smagsprøver til familien.

SimpleRAW får topkarakter for både betjening, smagsoplevelse og visuelle udtryk.

Umiddelbare fordele ved stedet:

  • Sund økologisk og biodynamisk mad
  • Fint udvalg af retter og juices
  • Lækker og moderne indretning med respekt for det bæredygtige koncept
  • Flot menukort og fin hjemmeside med bestillingsmulighed
  • Fin køleskabsudstilling af mad, der fungerer som hurtig take away mulighed
  • Læsestof om Raw Food i lokalet

Eneste ulempe må være at siddepladserne kommer til at ryge hurtigt, når stedet bliver rigtig kendt.
Vil du læse mere om konceptet Raw Food, så klik på artiklen “Raw Food – 10 spørgsmål og svar

Posted in Anmeldelser, Raw Food and tagged , , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *