Fuldkorn – 10 spørgsmål og svar!

Fuldkorn er ikke bare kerner i brødet, fuldkorn er indhold i maden der tager højde for at alle de vigtige og næringsrige dele af kornet er spiselige. Fuldkorn er sundt og et naturligt valg, hvis man ønsker at kosten skal give mening næringsmæssigt.

Vi har samlet viden om fuldkorn, som gør det let for dig at blive klogere – måske på det du allerede spiser, måske på noget du skulle overveje at indføre i højere grad.

Hvad er fuldkorn?
Fuldkorn betyder, at man bruger hele kornet – det vil sige, at alle dele af kornet er med. Kornet behøver ikke nødvendigvis være helt i maden, men delene skal være til stede.

Hvorfor er det vigtigt at spise fuldkorn?
Fuldkorn giver nogle ekstra sundhedsgevinster, fordi de indeholder vitaminer, mineraler og andre gode stoffer, som påvirker kroppen på en sund måde. Undersøgelser viser at fuldkorn kan være med til at forebygge diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræfttyper. Fuldkorn øger også mæthedsfornemmelsen og holder maven i gang. De samme gevinster fås ikke hvis kun dele af kornet bruges.

Det er hele kornet, som er sundt. Man ved endnu ikke hvad det præcist er i det hele korn, som giver de gode sundhedsgevinster. Derfor er det vigtigt, at de produkter du spiser, indeholder hele kornet – også selvom kornet er malet til mel.

Hvad er forskellen på fuldkorn og fibre?

Fuldkorn er det hele korn. Det vil sige, at alle dele af kornet er med, også hele skallen. Fiber er kun skallen. Fuldkorn er derfor rigt på fibre, og når du spiser fuldkorn, får du derfor også mange fibre. Men fuldkornet er mere end fibrene, og de stoffer som fremmer sundheden findes i hele kornet – ikke kun i skallen.

Hvilke produkter indeholder fuldkorn?
Fuldkorn findes f.eks. som mel og gryn, men også brød, pasta og ris findes som fuldkornsvarianter.  Det er ofte vaner der styrer vores indkøb og hvis man er vant til at tage en bestemt pakke pasta, så ser man ikke de andre muligheder. Hvid pasta er mest udbredt, men den brune pasta er langt sundere og smager af mere. Børn er tit vilde med brun pasta.

Hvor meget fuldkorn skal man spise?
Fødevarestyrelsen anbefaler at voksne skal spise 75 g om dagen og børn 40 gram om dagen. Hvis man gerne vil tabe sig skal man holde sig til at spise ca. 40-60 gram fuldkorn om dagen.

Kun 6% af den danske befolkning spiser de anbefalede 75 gram om dagen. I gennemsnit spiser danskerne 30 gram fuldkorn om dagen. Det er altså knap halvdelen af den anbefalede mængde. For at dække behovet er 1-2 skiver rugbrød om dagen nok, men husk at der er mange måder at dække behovet på.

Bliver man ikke fed af spise mad med kerner i?
Fuldkornsbrød feder ikke. Tværtimod viser undersøgelser, at fuldkorn kan være med til at forebygge overvægt. Dette skyldes bl.a. at fuldkorn mætter hurtigere og i længere tid, fordi fuldkorn indeholder mange kostfibre.

Frø som for eksempel solsikkekerner og hørfrø beskyldes ofte for at fede unødigt. Det er rigtigt, at kernerne har et relativt højt olieindhold, men det er sunde flerumættede fedtsyrer. Og formodentlig er det som man kommer ovenpå brødet som feder mere end brødet i sig selv. Vælg derfor magert pålæg og husk, at frø ikke er fuldkorn. Du kan fx gå udenom fuldkornsbrød med frø i, hvis du ønsker fuldkornsbrød med lavt kalorieindhold.

Er alle korn fuldkorn?
Korn fra hvede, byg, havre og rug er fuldkorn, men f.eks. græskarkerner, hørfrø og sesamfrø er ikke fuldkorn.

Er et brød med hele kerner et fuldkornsbrød?
Ja, men fuldkornsbrød kan også være brød, hvor der er brugt fuldkornsmel. Fuldkorn er bare når alle dele af kornene er brugt, men kernerne behøver som sagt ikke være hele.

Er grovbrød og fuldkornsbrød det samme?
Grovbrød er en måde at fortælle, at et produkt indeholder flere dele af kornet f.eks. skallen, som rummer fibre. I et fuldkornbrød er alle kornets dele med, og derfor er fuldkornsbrød endnu sundere end grovbrød.

Hvordan får jeg teenagere til at spise fuldkorn?
En god idé er at vælge produkter, som indeholder en lille smule fuldkorn f.eks. hamburgerboller med fuldkorn eller boller med fuldkorn, som ikke er rugbrød. Desuden vil mange unge kunne vænne sig til at spise fuldkornspasta – særligt hvis man starter med produkter, som indeholder en lille smule fuldkorn.

Du får her en appetizer til at tænke fuldkorn ind i en snack, der ellers traditionelt er lavet på hvedemel. Tanken er nem og ligetil. Tænk fuldkorn ind de steder, hvor du normalt tænker hvedemel. Det er alle de små ændringer der samlet set giver det store resultat.

Fuldkornspizzasnegle (12 stk)
Dej
25 g gær
1 dl lunkent vand
2 dl skummetmælk
½ tsk salt
1 tsk olivenolie
400 g fuldkorns hvedemel
150 g rugflager(kværnes i kaffekværn, blender eller lignende)

Fyld til pizzasnegle
En dåse økologisk tomatpure
Tørret oregano
Tørret basilikum
Mozerellaost
En grillet peberfrugt
Pensling:
Olivenolie.

Sådan gør du
Gæren smuldres I det lunkne vand hvorefter resten af ingredienserne tilsættes. Tilsæt mere mel hvis dejen er for våd.
Dejen sættes til hævning til dobbelt størrelse og æltes herefter og rulles ud til en stor tynd flade.
Fyldet spredes ud på fladen og den rulles sammen hvorefter man skærer sneglene i ca. 1.5 cm tykkelse. Sættes til hævning i ca. en halv time. Herefter pensles med olie og sneglene bages ved 200 grader i ca 20 minutter.

Kilde: “fuldkorn.dk”

Posted in Sundt indhold i kosten and tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *