Få et godt liv med kritisk sygdom: 7 Ninja survival tactics

For et par år siden fik jeg diagnosen Parkinsons sygdom. Jeg husker datoen, tidspunktet og omstændighederne meget nøje. Du kan sikkert også huske, hvor du var, da du hørte om terrorangrebet den 11. september 2001. Jeg var ramt. “Du har Parkinsons”, var beskeden fra overlægen. De næste måneder var præget af chock. Min verden var knust.

Det værste var ikke, at jeg måske kunne miste min førlighed og mit job. Det værste var, at jeg ikke længere følte, jeg havde nogen fremtid. Jeg arbejder som selvstændig konsulent med speciale i strategi og udvikling af topledere. Og jeg ved fra mit job, at mennesker ikke kan fungere uden et positivt fremtidsbillede. Hvis du ikke føler, du har nogen fremtid, bliver du gradvist nedbrudt. Efter et par måneder i “hullet” var jeg klar over, at jeg måtte gøre noget.

Nedenfor et 7 tips til, der bragte mig tilbage til et godt liv. Jeg siger ikke, at de samme tips vil virke for dig. Men du er velkommen til at tage det, du kan bruge og smide resten væk.

Tactic #1: Få hjælp
Jeg er en mand. Og en rigtig mand klarer tingene selv. Glem det! Kritisk sygdom indebærer en stor depressionsrisiko. Du er bare et menneske. Herudover kan du have nogle tanker og spørgsmål, der er så skræmmende, at det er bedst med et trygt rum og en professionel samtalepartner. Find en god psykolog. Husk at tage flere referencer, inden du vælger den, du vil arbejde med. Psykologer er (tro det eller lad være) også mennesker. Og der findes gode og dårlige. Det er dit liv, der er på spil her. Så brug lidt tid på at finde en, andre siger god for.

Tactic #2: Find nogle “artsfæller”
Det hjalp mig meget at finde andre mennesker med samme sygdom og tale med dem om, hvordan de klarer dagen og vejen. De forstår dig som ingen andre. Og jeg har oplevet det som meget inspirerende og livsbekræftende at se, hvordan andre i samme situation bevarer humoren og livsglæden.

Tactic #3: Erkend at krop og psyke hænger tæt sammen
Øv dig i at lytte mere til din krop. Brug dagligdagen som et lille laboratorium, hvor du lægger mærke til og eksperimenterer med, hvordan forskellige forhold (f.eks. søvnrytme, stress, dagslys, temperatur, kost og arbejdsopgaver etc.) påvirker din krop. Du vil hurtigt opdage, at krop og psyke hænger tæt sammen. Lægen kan give dig medicin og generelle råd om, hvad der virker for de fleste. Du kan arbejde med “alle de andre faktorer”, og fastlægge hvilken dagligdag, der virker bedst for dig. Derved kan du selv påvirke din situation på en positiv måde.

Tactic #4: Dyrk nærværet
En af dine værste fjender er bekymringer. Angsten sniger sig ind, og du forsvinder i mørket. Det er en evig kamp at holde spøgelserne væk. En god taktik er er at dyrke nærværet. Øv dig i at være tilstede her og nu. Væk med IPad og mobilen. Nyd det gode, der sker lige nu. Fortiden kan ikke ændres. Og fremtiden ved vi i bund og grund intet om. Jeg ved, at det er svært. Men det er meget givende.

Tactic #5: Dyrk motion
Motion har rigtig mange fordele. Uanset hvilken diagnose, du har vil motion gavne din fysik. Motion fjerner også bekymringer. Himlen er ofte mere blå efter en god travetur. Maden smager også bedre, når man har brugt sig selv. Og så kommer man til at se godt ud. Det er ikke så afgørende, hvilken motion du dyrker. Find den form, du bedst kan lide.

Tactic #6: Find din passion
Find din passion og sæt et projekt igang, der rammer den. Hvis man er begejstret nok, kan man glemme tid og sted. Ja man kan ligefrem glemme, at man er syg. Det er vigtigt, at have noget andet at tænke på. Noget, du ikke kan holde dig fra. Noget du ser frem til at arbejde med. Når din partner og vennerne begynder at blive trætte af din evige snak om din vindyrkning, din hest, din forretningsidé, din jagt eller din motorcykel, ved du, at du har ramt noget rigtigt.

Tactic #7: Tillad dig selv at være ked af det
På trods af diverse tactics, vil der være dage, hvor det hele er noget møg (skoddage!). Tillad dig selv at være ked af det. Man har brug for af og til at græde ud, råbe lidt eller sparke til en stub i skoven. Men hvis du bruger de andre tips, bliver det forhåbentlig det positive, der fylder mest.

Om Dan Quelle

  • Født 1965
  • Nuværende job: Direktør og ejer af konsulentvirksomheden VÆKSTSTRATEGI.DK
  • Ejer af den innovative internetforretning WILDTOYS ApS med alt til udendørs lege, festlege og en aktiv fritid med kant.
  • Uddannelse: Cand.merc. og MBA (Henley).
  • Erfaring: Tidligere Adm. direktør i Xafir A/S og adm. direktør i Ankerhus A/S. 20 års erfaring som managementkonsulent primært i større private skandinaviske virksomheder.
  • Spidskompetencer:

1. Strategiprocesser

2. Topledersparring

3. Bestyrelsesarbejde

Forfatter til bøger og artikler (f.eks. “Lederudvikling”, der i 2003 af Børsen blev kåret som værende mellem de 10 bedste danske ledelsesbøger dette år). Forfatter til “Strategisk Balance” fra 2008 (6 stjerner i Børsen).

Posted in Livsstil & Sundhed and tagged , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *