Fakta om alkohol og sundhed

De fleste ved, at alkohol ikke er sundt. Men hvor usundt er det egentlig? Og hvor meget kan man tillade sig at drikke, uden at det får negative konsekvenser for ens liv og helbred? Bliv klogere på hvordan alkohol påvirker din krop herunder og få gode tips til at drikke alkohol uden at sætte helbredet på spil.

shutterstock_69170992Sådan virker alkohol i kroppen

Alkohol optages i kroppen fra dit tarmsystem, hvorfra det optages i blodet. Populært sagt forgiftes du af stoffet, som bl.a. får dine blodkar til at udvide sig, stimulerer saltsyreproduktion i mavesækken og påvirker dit nervesystem. Din hjerne og rygmarv påvirkes simpelthen af en række signalstoffer, der bl.a. kan gøre dig svimmel, sløv, snøvlende og forringe din koordination. Hvornår de forskellige forgiftningssymptomer indtræder, afhænger bl.a. af din fysiske form, størrelse og alkoholtolerance.

Alkoholens sundhedsfremmende egenskaber

Der er delte meninger om alkohols sundhedsfremmende egenskaber, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke drikker alkohol for sundhedens skyld. En del undersøgelser peger dog på, at et moderat indtag af rødvin kan have positive konsekvenser for mennesker over 45 år, da det bl.a. virker blodfortyndende. For yngre mennesker er ingen positive effekter bevist.

Alkohol og motion

Træning og alkoholindtag er som udgangspunkt en rigtig dårlig kombination. Det ved de fleste, som træner mere seriøst. Det skyldes bl.a. at alkoholindtaget påvirker dit kortisonniveau, hvilket kan have en nedbrydende effekt på kroppen. Det hæmmer simpelthen din muskelvækst, hvilket er en tendens der styrkes yderligere af, at alkoholen også hæmmer din testosteronproduktion. At du sætter leveren på overarbejde forsinker også din restitution.

I forhold til at holde vægten, er alkoholindtag også problematisk. Alkohol indeholder mange kalorier og stimulerer yderligere din appetit, så du er tilbøjelig til at indtage mere mad. Samtidig nedsætter det din fedtforbrænding.

Hvor meget er for meget?

Der findes ingen klare konklusioner på, hvor meget man kan drikke uden at alkoholens negative egenskaber påvirker din krop. Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger er ”intet alkoholforbrug risikofrit”, og selv et begrænset alkoholforbrug kan altså have negative konsekvenser. Risikoen for disse er dog minimal, hvis du holder dig under Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Danskerne og alkohol

Generelt har danskerne et højt alkoholforbrug. Sundhedsstyrelsens undersøgelser viser, at op mod 900.000 danskere over 15 drikker mere end anbefalingerne. Ud af disse vurderes cirka 250.000 at have et decideret alkoholmisbrug, der kræver professionel alkoholbehandling.  Men selv hvis du blot har et moderat alkoholoverforbrug, løber du altså en væsentlig sundhedsmæssig risiko. Og samtidig viser undersøgelser, at et overforbrug hurtigt kan lede til et decideret misbrug, med alle de negative konsekvenser, som det fører med sig.

Gode råd til sundt alkoholforbrug

Som nævnt er der ikke noget, der hedder et garanteret risikofrit alkoholforbrug. Og alkohol har altid negative konsekvenser for din træning og din fysiske form. Men hvis du alligevel, som de fleste danskere, gerne vil nyde et glas i ny og næ, kan du med fordel følge nedenstående råd:

  • Drik aldrig mere end 5 genstande ved samme lejlighed
  • Drik max. 7 genstande om ugen, hvis du er kvinde og max. 14, hvis du er mand
  • Stop med at drikke alkohol et par timer før, du skal hjem og i seng
  • Indtag også alkoholfri drikkevarer, når du drikker alkohol. Drik f.eks. et glas vand mellem genstandene
  • Begræns kalorieindtaget ved at ikke kombinere alkoholen med sodavand, juice o.lign.
  • Drik slet ikke, hvis du er gravid eller under 16
Posted in Livsstil & Sundhed and tagged , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *