Fit med fight – træning i Bokseinstituttet

Lars Larsen - Bokseinstituttet

Det er den sidste dag i januar og jeg kæmper mig i en bidende vind gennem byen. Jeg har kurs mod Bokseinstituttet på Søndre Fasanvej 90, hvor jeg skal snakke med manden bag Bokseinstituttet: Lars Larsen.

Jeg har sat Lars stævne for at få indblik i hvad der får en mand til at satse alt på at starte en bokseklub i en tid hvor fitnesscentrene kæmper for at overleve og hvor trenden mest indeholder cross fit og lignende koncepter.

”Min drøm er at skabe en klub hvor man føler sig velkommen som menneske. Jeg sørger for rammerne, der giver grobund for fællesskab mellem medlemmerne” siger Lars, men understreger at det jo ikke er træningslokalet på 400 m2, der skaber fællesskabet – det er træningen der er i fokus. ”Træningsdisciplin og kontinuerligt arbejde er med til at flytte grænser og derigennem udvikler du dig selv” – og netop den sætning er særdeles vigtig i Lars’ arbejde med de helt unge medlemmer. ”Jeg ser mange af de unge jeg får ind udvikle sig gennem den disciplin og det engagement jeg forlanger af dem. Jeg investerer en masse tid og energi i dem, og så forlanger jeg at de respekterer det og giver mig deres blod, sved og tårer til gengæld”. Der er beslutsomhed bag ordene, der også gemmer på stort overskud og passion for arbejdet med de unge boksere. Da jeg spørger om boksning bare er lang og sej træning, der giver disciplin siger Lars at der for ham også ligger en stor skønhed og elegance i sporten – og så er du nødt til at have psyken med til træning.

Lars er en mørkhåret fyr, med lys i øjnene og et særdeles fast håndtryk. Jeg fornemmer tydeligt at Lars tager en del af sin egen medicin: benhård boksetræning og klassiske styrkeøvelser. Lars har bokset siden 1992, hvor han begyndte i Vallø ABK. Da han nogle år efter flyttede til København, cirklede han rundt i en del forskellige bokseklubber indtil han i 1998 begyndte i Kjeld Kroghs Motions- og Bokseinstitut. Her udviklede han et venskab med Kjeld Krogh og fungerede som træner fra 2000 til 2010, hvor Kjeld Krogh lukkede sit Motions- og Bokseinstitut. Lukningen af det ene bokseinstitut var med til at sætte gang i den proces der et år senere blev til Bokseinstituttet.dk.

Kettlebells i Bokseinstituttet

Lokalerne på Søndre Fasanvej 90 har stort potentiale. Selv om væggene er nymalede og der stadig lugter af nyt gulv, er der en god atmosfære. Det 400 m2 store lokale rummer foruden de obligatoriske sandsække, majsbolde og bokseringe også en lang række kettlebells, club bells, sjippetove og medicinbolde. På væggene er der ribber og pull-up stænger og der er også blevet plads til et par romaskiner. ”Jeg gider ikke de der kondicykler – i romaskinerne træner du træner hele kroppen” siger Lars, og vi kommer til at snakke om funktionel træning som en af tidens trends. Jeg nævner cross fit, parkour og raw fitness som eksempler på en trend, hvor man søger tilbage til den oprindelige, rå træning. Lars griner og siger at cross fit og boksetræning ikke ligger særlig langt fra hinanden – mest fordi skaberne af cross fit-konceptet i høj grad har ladet sig inspirere af blandt andet boksetræningen. ”Men i bund og grund er det jo bare cirkeltræning, stationstræning, eller hvad du vil kalde det” griner Lars, der halvt i spøg siger at cross fitterne dog kun kan holde til 20 minutter ad gangen… En typisk træning i Bokseinstituttet varer 1,5-2 timer og forløber cirka sådan her:

  1. Opvarmning med cirkeltræning og funktionelle styrkeøvelser
  2. Skoleboksning og tekniktræning
  3. Sjipning og udstrækning

Ud over træning af kredsløbet er sjipningen godt for boksernes rytme og fodarbejde. Der kører typisk 3 hold per dag med fokus på klubbens forskellige grupper – motionister og ungdom. Fra april er det planen at der skal et morgenhold på også – og så drømmer Lars om at Bokseinstituttet også en dag kan bryste sig af at have kampboksere.

Vi slutter interviewet med at Lars viser mig et par af de øvelser med kettlebells som bruges under boksetræningen – det får jeg glæde af i form af ømme ryg og skuldermuskler de næste par dage :-)

Hvis du vil vide mere:

Kontaktinformationer og træningstider: Bokseinstituttet.dk
Bokseinstituttet på Facebook</a>

Medlemsskaber:
Motion – 319/måned
Studerende – 269/måned
Børn – 150/måned

Posted in Mandeblog, Trends og tendenser.

One Comment

  1. Hvad anmeldelsen ikke melder noget om er den sociale ånd i klubben; den umiddelbare glæde, det engagement og nærvær som Lars og de andre trænere udviser. Det smitter og er stærkt vanedannende!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *