Vibeke Amdisen – Sundhedsstafetten

Sundhedsstafetten
Sundhedsstafetten er et koncept, hvor danskere indenfor sundhedsområdet bliver interviewet om deres sunde tanker, deres projekter, missioner og inspirationer. De interviewede personer peger videre på et sted eller en person indenfor sundhedsområdet, som de mener du bør kende!
Du får inspiration, motivation og viden – lige til at bruge!

Wellness&Fitness sætter fokus på: Vibeke Amdisen


Billede: Bjarke MacCarthy

Vibekes Projekt:
Raw Food coach og forfatter til bogen “Glød & Glæde med Raw Food”

Jeg stiftede bekendtskab med Vibeke til hendes bogreception på SimpleRAW i november 2010. En reception præget af Glød & Glæde, bobler og spændende mad. Jeg køber bogen og spæner hjem for at fordybe mig og jeg finder faktisk langt mere viden i bogen end jeg forventer. Spørgsmålene står tilbage: hvordan nåede Vibeke hertil? Hvorfor ved hun så meget om Raw Food og kroppen? Og hvad var motivationen til at skrive en bog om det? Jeg ringer til Vibeke en stille mandag aften.

Om personen
Vibeke Amdisen er født og opvokset i Midtjylland og bor i dag på Østerbro i København. Hun er en af Danmarks pionerer indenfor Raw Food og har sin personlige og arbejdsmæssige drivkraft i biologisk medicin og levende kost. Vibeke arbejder som naturmediciner, Raw Food coach og ernæringskonsulent.

Vejen til forfatterskab og coach
Vibekes interesse for og erfaring med sund ernæring startede 10 år tilbage. Et kickstart som vegetar blev senere til udelukkelse af korn, sukker og E- numre og Vibeke mærkede efter i kroppen og det var positivt. En tilfældig engelsk bog om Raw Food, fundet i en frokostpause for 3,5 år siden, blev starten på en rejse som skulle ende med at hun selv stod som dansk Raw Food ekspert og udgav en bog. “Jeg kom ligesom hjem med Raw Food, personligt og fagligt” siger Vibeke og hentyder til den mening det har tilført hendes liv. Inspirationen og tiltrækningen blev i første omgang vakt af det faktum, at hun oplevede at folk som begav sig i kast med Raw Food blev glade – og vigtigere endnu: de holdt fast i det. For Vibeke var det ingen modsætning – “jeg blev glad når jeg prioriterede Raw Food og jeg mærkede og fornemmede min krop på en anden måde”.
Vibeke er ægte og yderst engageret – hun er betaget af de aspekter i livet, der omhandler at finde sandheden for den enkelte “hvorfor skal vi have at vide hvad der er sandt og sundt af andre? Man bør lære at mærke efter i sin egen krop; hvad er det den fortæller? Vi er alle sammen forskellige og sandheden ligger i en selv” siger Vibeke med en opfordring til at man mærker efter hvad der føles godt kroppen og går efter det.

Om projektet Glød & Glæde med Raw Food
Ideen til bogen opstod for flere år tilbage, hovedsageligt fordi der kun fandtes engelsk litteratur på området. Vibeke ønskede at formidle, den viden hun selv havde fået, gennem engelsk litteratur, uddannelse, inspirationsture i USA og ikke mindst egne erfaringer med at udleve Raw Food livsstilen. Samtidig havde en bekendt spurgt om hun ville lave en 30 dages Raw madplan til hende – og da Vibeke ikke kunne stå inde for at tage andres opskrifter, begyndte hun selv at udvikle Raw Food ideer og opskrifter.
I lang tid var tanken en e-bog, men materialet voksede og potentialerne var store. Bogen “Glød & Glæde med Raw Food” blev udgivet i november 2010 og efterspørgslen har været stor. Vibeke har travlt med interviews, presse, reception og bogsigneringer.

Billede: Bjarke MacCarthy

Inspiration og viden
Da jeg spørger til hvor Vibeke får sin inspiration og viden fra, nævner hun et stort og godt netværk, der på mange måder er fantastisk når det gælder sparring og ny viden. Det er samtidig nødvendigt, at holde sig ajour gennem blandt andet bøger, blade, internet, foredrag og seminarer når det gælder ernæring og Raw Food.

Målgruppen
Der skal ikke herske tvivl om at Vibeke mener at Raw Food er for alle. Hun nævner både børn, unge og ældre som en del af den målgruppe hun ønsker at nå. Responsen er dog ikke til at tage fejl af “den målgruppe jeg rammer er primært kvinder mellem 22 og 60 år” afslutter hun.

Missionen
Når man går fra at vide ingenting til at vide alting om Raw Food, så er det fordi man brænder for det, fordi det giver mening helt dybt inde. Det mærker man tydeligt i snakken med Vibeke. Hun formår med en levende og oprigtig stemme gennem telefonen at formidle, hvordan hun ønsker at udbrede kendskabet til levende kost og biologisk medicin og hun uddyber “men det må ikke handle om fanatisme eller religion – det er ret vigtigt og mit budskab er også at det skal være sjovt og underholdende for hele familien, at have en sund livsstil og det håber jeg min bog kan bidrage til”.

5 hurtige til Vibeke
Hvis jeg var sundhedsminister…
…gå med i kampen mod medicinalindustriens forsøg på at ulovliggøre kosttilskud i EU og arbejde for at fremme økologisk landbrug.Som snack spiser jeg…
…dehydreret grønkåls- og selleristicks med misodip og maca-banan milkshake.

Jeg bliver inspireret af…
…folk som har en passion og forfølger deres drømme. Dem der mærker efter og går efter det de har brug for uanset andres forventninger.

Luksus er…
…et varmt fodbad med aromatiske olier og at åbne køleskabet til en rå bountybar.

Min krop elsker at…
…velsmagende økologisk mad og rent vand. Luft, solskin og god søvn.

Nye trends og tendenser indenfor sundhed
Vibeke tror på tendensen med at tage ansvar selv – det er blevet naturligt, at søge sundhedsinformationer og tage ansvar for sig selv. Tidligere stolede mange blindt på autoriteterne i samfundet som fx læger. I dag er der en større tendens til, at folk selv tager affære overfor de symptomer de mærker i deres liv, og internettet giver mange muligheder for at afsøge forskellige muligheder.

På spørgsmålet om den næste trend indenfor sundhed nævner Vibeke prompte Raw Food “Jeg tror det bliver så meget større endnu herhjemme; der vil for eksempel komme endnu mange flere Raw Food caféer og spisesteder. Jeg tror ikke på at Raw Food er et kapitel der snart slutter, men noget der er kommet for at blive”. Vibeke tror på Raw Food fordi der skal så lidt til for den enkelte for at gøre en kæmpe forskel.

Hvad skal der til for at få folk til at ændre vaner og hvordan holder man fast og motiverer sig selv?
Man kan jo næsten komme helt i tvivl om et menneske som Vibeke har brug for motivation og fastholdelse…det virker så naturligt og let, når hun fortæller om sin rejse. Men da jeg spørger til det, viser det sig, at motivation også for Vibeke er noget, der kræver en indsats en gang i mellem; det er klart at man har brug for motivation for at kunne ændre vaner og fastholde dem. “Jeg tænker selv på følelsen af hvordan jeg har det efter jeg har gjort det jeg ved der er godt for mig, og så prøver jeg at lade være med at tænke så meget over lyst eller ej fx når jeg skal ned at træne” siger Vibeke og nævner at interessen nok gør en stor forskel. Har man interessen for kost eller motion, så er det nemmere. Jeg spørger til et godt råd når det gælder ændring af vaner – “find alternativer til det du længes efter, hvis det for eksempel er søde sager du skal væk fra, så lav smoothies eller rå desserter” – de udfylder hullet og så hold fast i at ændringer sker med et skridt ad gangen”.
Wellness&Fitness har kost, motion og wellness som væsentlige faktorer der påvirker sundhed. Jeg spørger Vibeke, hvordan de faktorer ser ud for hende i hverdagen:


Billeder: Bjarke MacCarthy
Sundhed & kost er…
“når der er balance mellem krop, sind og sjæl” – Vibeke er klar i sin udmelding. Det er vigtigt, at hun har det godt med det hun gør og med det hun spiser. Hvad hjælper det at spise sundt, hvis man konstant føler man lider afsavn, hvis man er stresset eller udmattet. Jeg får en klar fornemmelse af at sundhed i Vibekes verden er helhedsorienteret, man kan ikke bare spise sig til sundhed uden at have den mentale del med.

Sundhed & wellness er…
“en tur i spabad”. Vibeke svarer hurtigt, hvorefter snakken runder, hvad jeg egentlig mener med Wellness. Vi snakker om wellness som begreb og konkluderer, at det må være alle de ting man kan selv kan mærke er luksus og som gør noget godt ved en selv. Vibeke tilføjer “smoothie, frisk frugt og champagne” til sin wellness-liste…

Sundhed & motion er…
“yoga og styrketræning” – Vibeke dyrker begge dele og fortsætter efter en kort pause i telefonen med “og så cykler jeg så ofte jeg kan i stedet for at tage bussen”.

Vibeke har så mange fine tanker om sind, sundhed og Raw Food og jeg kan ikke undgå at blive nysgerrig, inspireret og ivrig efter at komme i gang på det niveau jeg nu har plads til i mit liv. Vi afslutter med en snak om Raw Food og børn; jeg har jo selv 3 af slagsen – og det kan virke lidt svært at få plads til stort fokus på Raw Food i min verden. Men fordi jeg har læst Vibekes bog på og har fundet ideerne til børnene, så er jeg ved at være klar. Hvem vil ikke gerne have flere grøntsager i de små maver.
Jeg holder fast i Vibekes mantra om, at det er vigtigt at tage et skridt af gangen og kun de skridt man synes er sjove og slet ikke kan lade være med. Jeg hæfter mig ved et par kloge ord fra Vibeke: “små skridt er lige så vigtige som de store”.

Sundhedsstafetten gives til…

Vibeke giver sundhedsstafetten videre til “Rawandmore” – en ny webstore med alt indenfor Raw Food. Her går man både hen som begynder, børnefamilie eller øvet Raw food´er. Udvalget er stort og tankerne er for alle. Hos Rawandmore finder du både maskiner til dit Raw Food køkken, superfood og Raw Food ingredienser – og derudover masser af events med eksperter fra Danmark.

Læs mere om Vibeke på www.vibekeamdisen.dk
Du kan købe Vibekes hos de fleste boghandlere – og online fx hos Saxo.com: “Glød & Glæde med Raw Food”.

OBS! I januar måned trækker vi lod om Vibekes bog ‘Glød og Glæde med Raw Food’ – tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær med i lodtrækningen.

Posted in Sundhedsstafetten, Vibeke Amdisen and tagged , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *